Baggrund
F. 1989. Cand.jur. fra Aarhus Universitet 2018. Advokat 2021.
Andreas Peter Olesen beskæftiger sig ud over bygge- og entrepriseret bl.a. med generel erhvervsret, herunder ansættelsesret, selskabsret og insolvens, og med køb og salg af virksomheder.
Andreas siger:
Byggebranchen er en enormt spændende og vigtig branche. Både for de enkelte entreprenørvirksomheder - og for hele samfundet. De fleste danskere - særligt dem, der bor i de større byer - vil kunne nikke genkendende til, at der konstant pågår byggeri i bybilledet. Det er samtidig en enormt sårbar branche, der særligt let påvirkes af konjunkturerne, og hvor mundtlige aftaler og konflikter mere er reglen end undtagelsen.
For mig har helheden altid været fokuspunktet, også når jeg er advokat for entreprenørvirksomheder. Juraen skal være praktisk brugbar og kunne fungere i dagligdagen på byggepladsen, også når der løbende opstår alle tænkelige og utænkelige scenarier. Jeg oplever særligt indenfor byggebranchen, at mange virksomheder ikke har en ordentlig, skriftlig aftale. Ofte til stor fortrydelse, når krisen kradser eller konflikterne opstår. For mig er det altafgørende at bruge tid på at lære virksomhedernes behov, ønsker og begrænsninger at kende; ellers risikerer man, at juraen og virkeligheden ikke hænger sammen.
Netop fordi der under et byggeprojekt opstår mange ændringer og udfordringer, tilbyder jeg altid virksomhederne, at de kan bruge mig som en hotline. De må gerne ringe til mig, når de står ude på byggepladsen og er i tvivl om, hvordan de skal agere. Det kan eksempelvis være ved spørgsmål om fejl og mangler, eller hvis projektet pludselig ser ud til at blive forsinket. Jeg vil være advokat både ved skrivebordet og på byggepladsen.